De forrykte vise

Tim Pallis

Overalt i verden har der altid været religiøse enere, som giver indtryk af en vis forrykt excentricitet. Det er nogle sære hellige, som findes i alle kultursamfund. Disse gale yogier og mystikere med deres opsigtsvækkende udseende og adfærd opfattes i reglen af det etablerede samfund som et afvigende udtryk for et åndeligt liv.

Der er tale om en meget speciel spirituel agitation, fordi disse særlinge tilsyneladende tager irreligiøse og ugudelige midler i brug for at vække mennesker af deres uvidenhed og åndelige træghed. Metoderne skal virke chokerende, som en afspejling af det almindelige verdslige livs galskab, der bunder i dyb vildrede med hensyn til livet og tilværelsen.

Denne vildrede handler om, at et menneske sædvanligvis betragter sig selv som et uafhængigt og fritstillet individ eller person med en fysisk krop og et sind fyldt med tanker og følelser. Denne opfattelse af sig selv er imidlertid en misforståelse, og det er dette budskab, de forrykte vise forsøger at gøre opmærksom på. Som regel sker der det modsatte, for de, der oplever deres provokationer, kommer til at opfatte sig selv som normale og de provokerende som religiøse fanatikere.

Vilde yogier, guddommelige gale eller hellige narre har vandret verden rundt siden kulturernes begyndelse. I Indien kaldes de avadhuta, de forklarede, fordi de har forkastet alle hensyn og konventionelle normer i deres guddommelige fuldskab. De er nemlig beruset af blot at være i live og af at være Atman, selvet, som er ét med alle ting.

Selv i kristendommen kan vi finde denne religiøse gøgler blandt de første nyreligiøse kristne. Paulus siger første korinterbrev: Vi er blevet et rent cirkus for verden...vi er tåber på grund af Kristus...vi er de vanærede...vi hører til på verdens losseplads.

I 500-tallet levede en græsk katolsk munk ved navn den hellige Simeon. Han var en sådan forrykt vismand. En dag fandt han en død hund på møddingen, han bandt en snor fra sit bælte til hundens ben og trak den gennem byen efter sig. Folk blev rasende, de forstod ikke, at han hentydede til, at de slæbte rundt på døde og unødvendige ting, men også på deres kroppe og deres sind. Et zen buddhistisk spørgsmål siger: Hvem slæber rundt på dette lig? Hvem er du, når du er død?

Selvfølgelig findes der forskellige former for religiøst vanvid eller fanatisme. Men disse ulykkelige skizofrene har ikke noget at gøre med hellig ufornuft hos kontemplative munke og gale yogier. De guds fordrukne seere vil nemlig ved deres excentriske væremåde gøre andre opmærksomme på deres indsigt på en ganske særlig måde.

Det budskab, de har, er fra et rationelt synspunkt så paradoksalt, at det er umuligt at udtrykke uden at tage irrationelle og utraditionelle midler i brug, som set fra et almindeligt borgerligt liv i jantelovens navn må forekomme helt absurd. Det absurde teater er ikke spor absurd, men det kaldes absurd af uvidende journalister, som ikke fatter hvad budskabet går ud på.

Der er mange vise mestre, som forsøger at give mening til deres erkendelse af tilværelsens egentlige natur, og som verbalt forsøger at forklare deres erkendelse og opfattelse af bevidsthedsrummets betydning og tilværelsens sådanhed i nuets situationstotalitet. "Det er det, at vi er, som er et mysterium", sagde Wittgenstein.

I reglen bliver deres paradoksale belæringer ikke forstået. Der er også andre oplyste mestre, som er ganske ligeglade, om det, de gør eller siger, giver mening eller ej. Det er vigtigere at vise, at der findes en sandhed hinsides alle konventionelle forventninger, normer og forpligtelser.

De indiske avadhuta afviser de kulturelt betingede adfærdsmønstre og agiterer bevidst nedbrydende ved at kritisere og gøre nar af det verdslige liv og de religiøse institutioner. De klæder sig ud i bizarre dragter eller går nøgne omkring, latterliggør snæversynede intellektuelle og pæne og sociale manerer.

Til tider er de ligefrem vulgære og uanstændige deres opførsel. Sang, dans, sex og stoffer, som man bliver høje af tages i brug for at vise, at det at nyde livet ikke er uforeneligt eller adskilt fra et dybt engageret religiøst liv.

Det paradoksale er nemlig, at dette liv ikke er forskelligt fra det evige liv, at himlen er på jorden, at det rene land, nirvana eller gudsriget ikke er forskelligt fra fødsel og død, samsara eller livets hjul. Det spirituelle er ikke adskilt fra det almindelige jordiske liv.

I og med deres excentriske opførsel udfordrer avadhuta almindelige menneskers rationelle materialisme og egoisme ved at konfrontere verden med den sandhed, at livet er usikkert, forgængeligt og uforudsigeligt undtagen med hensyn til det faktum, at fødsel medfører døden.

Men samtidig er det paradoksalt nok også sandt, at livets egentlige natur, ikke kan dø, fordi det aldrig er blevet født. Hvem er du før du blev født? Der er hverken fødsel eller død. Den, du virkelig er, er det evige nu! Du er selve virkeligheden! Du er universet!

Krop og sind udslettes, men da nu alle Indiens religioner går ud på at fortælle, at vi netop ikke er denne krop og dette sind, men den klare bevidsthed, som vi ikke kan sige noget om, betyder det, at den, vi egentlig er, er fri for lidelse og forfald og død.

I modsætning til almindelig sund fornuft, som handler om at skabe en demokratisk social orden og harmoni mellem mennesker, er de forrykte vises mål at genere menneskers forsøg på at skabe sociale og økonomiske utopier, fordi de alligevel ender i egoisme og undertrykkelse og privilegier for de få udvalgte i systemet, som kender vejen til dominans.

Den oprindelige og naturlige følelse af at være til som en nådegave går forud for enhver sublimering af utilfredsheds følelsen i ting og positioner, der er forbigående. Avadhuta's agitation er derfor en form for ikonoklasme eller billedstorm. Formålet er at ødelægge menneskers egocentriske verdensbillede, fordi det er en dualistisk fejltagelse at betragte sig selv som en adskilt identitet, et isoleret individ forskelligt fra alt andet.

Forrykt visdom er således spirituel chok terapi. Terapeuten er en radikal forsager eller sanyasin, som bevæger sig frit omkring uden at tilhøre andet end den guddommelige natur. Avadhutas livsstil hører hjemme i det man kalder kaliyuga, den mørke tidsalder, som betegner den spirituelle nedtur, som vi stadig befinder os i, og som kræver en ny måde at forholde sig til den vej, der fører til erkendelse af alle tings egentlige natur.

Derfor tager avadhuta disse drastiske midler i brug for at vække mennesker, som i kaliyuga er blevet uimodtagelige for den evige filosofi eller sanatana dharmaen. Chok terapien er derfor at foretrække frem for den verdensforsagende askets stilfærdige eksempel.